Vivis Salontrio
Vivis Salontrio – Fri entre
Vivi Steffensen elsker musik, og besøger for første gang Spillestedet Blokhus Lille Scene på 1. salen af Kalstrup Livstilshus, Torvet Blokhus fredag den 6. oktober kl. 15:00, i anledningen af Jammerbugt Kulturuge.
– Det bliver noget i stil med sommersang i Mariehaven, men dog i noget mindre format, fortæller Vivi Steffensen.
Det begyndte med, at hun i 2014 holdt en mindre koncert i sin have for venner og naboer, og hun blev opfordret til at åbne haven for flere, og det gjorde hun så i fjor.
– Og nu skal arrangementet tages ”udenbys”, fortæller Vivi Steffensen, der understreger, at alle interesserede kan kigge op på 1. salen hos Kalstrup.
Der bliver forskellige musikalske konstellationer, og musikrepertoiret bliver bredt fra klassisk musik via jazz til rytmisk musik.
Bent Møller Christensen på cello og Niels Bjerre på violin udgør sammen med Vivi Steffensen på klaver Salontrioen.
Vivi Steffensen fortæller, at hun elsker de fleste former for musik. Hun spiller gerne klassisk, men holder også meget af salonmusik.
Hun er uddannet pianist, og hun har i en årrække undervist i musik på Hjørring Musikskole og Brønderslev kulturskole.
– Men jeg ønskede at prøve noget nyt, så efter konservatorieuddannelsen uddannede jrg mig til lærer, fortæller Vivi Steffensen.
Hun var færdig i 1998 og har siden været ansat på Skolegades Skole, hvor hun underviser i dansk, engelsk, musik og billedkunst.
Med seminarieuddannelsen opstod interessen for at male, så hun har malet i en årrække.
– Min stil er ekspressionistisk inspireret, men ikke totalt abstrakt. Jeg inspireres af naturen, men maler også portrætter, fortæller Vivi Steffensen.
Det er fri entre til koncerten, hvor der er mulighed for at købe kaffe og kage og andre forfriskninger.